Bøger der skræmmer personalet ved Lejre Bibliotek & Arkiv fra vid og sans.

Den mørke tid er over os, og Halloween er rundt om hjørnet. Så hvis du tør har vi fundet nogle uhyggelige bøger frem til dig. Både af nyere dato og dem vi måtte helt ind bagerst på magasinet for at finde.

Af Helen Bruus-Rokkjær

Tags

Halloween
Billede af græskar til Halloween

Marie anbefaler Chris Carters "Nemesis". Ja i det hele taget alle Chris Carters bøger der er i den gysende ende af krimi-spektret.

Marie er vild med forfatterens bøger fordi, som hun siger, de er 'vildt blodige og voldsomme'.

Kari anbefaler "Mænd der hader kvinder" af Stieg Larsson. Selv om bogen ikke står under krimi på reolen, synes hun, at Stieg Larssons ”Mænd der hader kvinder” er en af de mere uhyggelige bøger, hun har læst.
Michael ”Kalle” Blomkvist tager en opgave langt væk fra Stockholms pulserende miljø. Han tror, han skal slappe af, men bliver hurtigt viklet ind i en mystisk historie, der til tider har nogle klamme, nervepirrende og chokerende momenter.
 

Kari synes alle bør læse eller genlæse den! Selv om den ikke har noget med Halloween at gøre, sætter efterårets mørke den helt rigtige stemning, der understøtter den intense historie.

Helen anbefaler gysets mester Stephen Kings "Ondskabens hotel" fra 1977, der er en af forfatterens bedste og mest elskede gysere.

Jack Torrance bliver fyret fra sit job på Stovington Highschool pga. en uheldig episode med en elev. Han er tørlagt alkoholiker og har et voldsomt temperament. En ven har hjulpet ham til jobbet som opsynsmand på hotel Overlook i Colorados bjerge, som hver vinter afskæres fra omverdenen, når sneen begynder at falde. Jack vil bruge vinteren til at komme på fode igen og få skrevet sit skuespil færdig. Med sig har Jack sin kone Wendy og sin søn Danny på 5 år.

Gysere med små børn i hovedrollen kan noget. Og her er det en dreng som kan forudsige ting der sker på et ensomt beliggende hotel midt om vinteren. Uha. 

Helen fortæller, at scenen med den lille dreng som leger alene ude i hotellets have omgivet af dystre hækklippede figurer er gyseligt billedskabende. Den scene er ikke med Stanley Kubricks film fra 1980 med Jack Nicholson, så den må man læse sig til.

Fie anbefaler Henrik Nordbrandts "Tifanfaya". Den skræmte hende, fordi det er utrygt, at voksne kan være onde.

Fie fortæller, at der gennem hele fortællingen er en dyster underliggende stemning. Man ved ikke om hovedpersonen slipper væk – og når hun prøver at flygte, bliver hun sendt tilbage.

Hanne anbefaler Christian Jungersens "Undtagelsen". Den skræmte hende, fordi dens uhygge sneg sig ind under huden på hende – langsomt- på samme måde som en David Lynch – film kan gøre det. 

Hanne synes det er som om at der sås tvivl om hovedpersonens virkelighedsopfattelse. Bogen handler om mobning på en arbejdsplads, men nedenunder den handling foregår et psykologisk spil om, hvem der har patent på virkeligheden. Det er den mest uhyggelige bog, hun har læst til dato. Også selvom den måske ikke er kategoriseret indenfor gysergenren.