Lejre Arkiv

Indgangen til Lejre Kommunes lokalhistorie

Lokalhistorie |

Lejre Arkiv

Lejre Arkiv ligger i Hvalsø Kulturhus mellem Hvalsø Bibliotek og Lejre Musik- og Billedskole. Adressen er Skolevej 12, 4330 Hvalsø. 

Der er gratis parkering og god adgang - læs mere på https://godadgang.dk/faktaark/hvalsoe-kulturhus-hvalsoe-bibliotek-og-kultursalen-10216 

Åbningstid: Torsdag kl. 15:00-18:00. 

Kontakt:
Mail: arkivet@lejre.dk
Tlf.: 21562431

Billede fra gamle dage i Lejre

Om Lejre Arkiv:

I 2015 blev Lejre Kommunes tre arkiver Hvalsø Arkiv, Bramsnæs Museum og Arkiv og Lejre Lokalhistoriske Arkiv lagt sammen til et fælles arkiv i Hvalsø - Lejre Arkiv.

Lejre Arkiv er en del af Lejre Bibliotek & Arkiv. Arkivet er en dynamisk institution, der samarbejder med historisk interesserede borgere fra hele Lejre kommune. I samarbejde med de mange frivillige indsamler og tilgængeliggør arkivet materiale, der fortæller kommunens historie og historier fra kommunen. Historier om virksomheder, foreninger, mennesker, bygninger, landsbyer. byer og meget mere. Det handler om billeder, film, lydoptagelser og dokumenter som dagbøger, breve, regnskaber, testamenter, manuskripter og meget mere.

Vil du vide mere om din kommune eller dit lokalsamfund, din familie eller dit hus, så kom til arkivet. 

Behandling af dine personoplysninger:

Når du henvender dig til arkivet, samtykker du til, at vi behandler dine personoplysninger. 

Forbered dit besøg, og find hjælp til det du søger:

Har du et særligt emne, som du gerne vil vide mere om? Eller har du brug for oplysninger, der kan hjælpe dig videre med din slægtsforskning? Skriv en mail eller ring til os før dit besøg, så kan vi finde materialet frem og have det klar til dit besøg. Såfremt det ønskede materiale ikke findes, får du besked. På hjemmesiden arkiv.dk kan du finde meget at det materiale, vi har på arkivet.

De 49 landsbyer - Abbetved

Icon Description

I statens tjeneste i Abbetved... da Danmark blev demokratisk

Af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

I Høvsagergård på Fynsvej 17 i Kirke Såby er der travlhed den 18. april 1798. Gårdmand Hans Larsens anden og 22 år yngre hustru Ane Nielsdatter føder denne dag deres tredje barn - en søn, som fire dage senere ved dåben i Kirke Såby kirke får navnet Peder Hansen. Peder Hansen vokser op på Høvsagergård, men mister allerede som 11-årig sin far, som dør i 1809 79 år gammel. Moderen Ane Nielsdatter fortsætter driften af gården indtil 1812, hvor Christen Christensen fra Nørre Hvalsø overtager fæstet af gården. Peder bliver konfirmeret i 1813 og kommer i væverlære. I 1822 bliver han gift i Kirke Såby kirke med den tre år yngre Bodil Christiansdatter, en gårdmandsdatter fra Herslev. I forbindelse med brylluppet afstår den gamle fæster Jens Jensen af Nysøgård gården til Peder. Ledreborg Gods tillader antageligvis afståelsen, da den gamle fæster er i armod. Peder må dog vente til 1824 med at få det formelle fæstebrev fra Ledreborg Gods, da han først da er myndig til at indgå fæste. Otte år efter i 1832 viser egnen og staten tillid til Peder og udnævner ham til sognefoged og lægdsmand - betroede hverv han udfører de næste 30 år. I 1838 mageskifter Peder Nysøgård med Viegård i Abbetved, og flytter til Abbetved med familien, som nu foruden hustruen også tæller to sønner og to døtre. Endnu en datter kommer til i 1842.
Ved etableringen af sogneforstanderskabet for Saaby-Kisserup i 1842 indvælges Peder og udgør sammen med otte andre gårdmand fra Såby og Kisserup sogne, og det "fødte" medlem sognepræst Christian Jensen, forstanderskabet. Peder er et af de medlemmer - halvdelen af de valgbare, som ved lodtrækning bliver udvalgt til at udtræde efter tre år, så nyvalgte kan komme til. Peder vælges dog ind igen i 1848, og er medlem indtil 1853.

I 1842 kommer også de nye amtsråd til, herunder Roskilde Amtsråd, hvor Peder indtræder i 1842 og er medlem indtil 1856. Peder Hansen var et af de ældste medlemmer af Bondevennernes Selskab, eller blot Bondevennerne, en af forløberne for det nuværende Venstre.

Peder stiller op til Rigsdagsvalget i 1848 for Bondevennerne og bliver indvalgt i Den grundlovgivende Forsamling, hvor han er medlem fra 5. oktober 1848 til 5. juni 1849. Peder er således med til at formulere den grundlov, som bliver grundlaget for det danske demokrati vi kender i dag og fejrer hvert år d. 5. juni. Han bliver indvalgt i sit "hjemdistrikt" 6. distrikt under Københavns amt, hvor han opnår mere end halvdelen af stemmerne. På trods af det gode valgresultat i 1848 opstiller Peder ikke igen, men trækker sig tilbage til gårdmandslivet i Abbetved.

I 1857 dør hustruen Bodil på Viegård, og i 1866 afstår Peder Viegård til svigersønnen Lars Jensen og går selv på aftægt. 


Peder dør syg og mæt af dage på gården d. 13. juni 1878 og begraves seks dage senere på Kirke Såby kirkegård. Et langt liv politisk liv er slut.
 

De 49 landsbyer - Hvalsø

Icon Description

Af Gitte Meyer, frivillig ved Lejre Arkiv

Sigrid Nilausen, årgang 1934:
"Vi hørte jo til de fattige,
men det tænkte jeg ikke over til hverdag"

 

Der var færre huse i Hvalsø for otte årtier siden, da Sigrid Nilausen – 88 år i 2022 – var barn i byen. Der var for den sags skyld også færre huse for godt fem årtier siden, da hun var ung mor med fuldtidsarbejde, men uden mulighed for at få en børnehaveplads til sin lille dreng. Der var flere marker, flere hestevogne, få biler, men flere, mange flere butikker. De formelle foreninger var færre end i dag, men alle kendte alle og mødtes blandt andet på hovedgaden, i butikkerne, i skolen, i kirken, på kroen og til arrangementer på hotellet i den lille stationsby.

Der var færre løse penge og mere sparsommelighed. Og der var kortere skolepligt. Efter syv år var det slut med skolen for de fleste, og mange kom på arbejdsmarkedet, fra de var omkring 15 år. Så havde familien én mindre at forsørge. Familierne var gennemgående større, med flere børn end i dag, men næppe nogen anden familie i Hvalsø havde så mange børn som Sigrid Nilausens. Hun var det sidste barn i en børneflok på 13, hvoraf en enkelt lille Anna døde, før Sigrid kom til.

Sigrids mor, Johanne (1889-1962), frembragte drenge og piger i en lind strøm i mere end et kvart århundrede. Ud over den lille Anna, som ikke klarede sig, blev det til seks drenge og seks piger. Drengene hed Ejnar, Alfred, Carl, Svend, Gunnar og Verner. Pigerne hed Ingrid, Erna, Esther, Ellen, så kom nok en Anna og til allersidst, i 1934, kom Sigrid som en eftertanke, fem år efter sin yngste storebror.

Da Sigrid blev født, boede den store familie i en kommunal lejlighed i Østergade, men selv efter datidens standarder kunne lejligheden ikke rumme dem, og der skete en forandring, da Sigrid var halvandet år: "Så flyttede kommunen os herop", siger Sigrid med henvisning til det lille hvide hus fra 1912, som ligger klos op ad Hvalsø Storskov for enden af Lodderne, der fører fra Ny Ringstedvej til skoven. Huset synes at være blevet købt af Hvalsø-Særløse Sogneråd for at huse familien. Dér har Sigrid boet siden, forlængst ikke mere som lejer hos kommunen, men som ejer af huset sammen med sin 56-årige søn, René. 

Malkning og stenhugning
Voldsomt megen plads var der ikke til den store børneflok i det lille hus. Ganske vist var de ældste søskende allerede voksne og udfløjne, da Sigrid kom til, men alligevel var der mange børn. De sov på madrasser på gulvet i soveværelset, placeret som sild i en dåse, nogle med hovedet den ene vej, andre med hovedet den anden vej. Sigrid husker det ikke som trangt og presset, men som rart og venligt og uden særlige konflikter, hverken mellem børnene eller mellem børn og forældre.  

At huset var så tæt befolket betød også, at der var mange om at dele det udendørs lokum og den balje i køkkenet, som blev brugt, når man skulle vaske sig. Moderen, Johanne, stod hver dag op kl. 4 og sled sig i al slags vejr hen over markerne for at malke køer på den store Kirkebygård, som lå nede i byen, hvor Brugsen ligger i dag. Faderen "huggede sten for kommunen", fortæller Sigrid, som derfor har en svaghed for Jens Vejmand.

Som yngste medlem af en så langstrakt børneflok ender man med så mange nevøer og niecer, at det er umuligt at få overblik over. Og man kan komme ud for sære forviklinger. Sigrid gik for eksempel i skole med en af sine niecer. De var jævnaldrende. En af lærerne havde morskab af ofte at sige til niecen, at hun skulle spørge sin faster om det ene eller det andet: "Men det var noget vrøvl, for jeg var faktisk hendes moster", siger Sigrid, der i øvrigt endte med at få en af sine fætre til svigerfar. Han hed Nilausen, mens Sigrids gren af familien hed Nelausen, fordi en præst engang havde skrevet forkert i kirkebogen og erstattet et 'i' med et 'e'. Da Sigrid blev gift med sin Preben, som altså var hendes fætters søn, valgte hun at overtage i-et og gøre præstens fejltagelse god igen.

I dagligdagen var der ikke meget at rutte med, selv om udgifter til sådan noget som telefon, fjernsyn og bil først meldte sig, da Sigrid var blevet voksen. Der hørte næsten ingen jord til huset, men familien havde en kolonihave, hvor de dyrkede grønsager – kartofler, gulerødder, grønkål, porrer, løg, rødbeder og så videre.

Nogle gange var det nødvendigt at bede om kommunal hjælp, for eksempel da Sigrid skulle konfirmeres i 1948. Dengang betalte familien kommunen 75 kr. om måneden i husleje. Som hjælp til konfirmationen blev 150 kr. bevilget. Faderen, Frederik (1874-1951), gik til de ansvarlige og spurgte, om de måske ville være i stand til at udruste en pige med konfirmationskjole, andendagskjole, og hvad der ellers hørte til for 150 kr.: "Så fik vi lidt mere", husker hun.

Skoleglæde
Hvalsøs skole lå, hvor der i dag er bibliotek og arkiv og havde omkring 150 elever. Dér gik alle børnene i skole, og det kom ikke på tale at pjække, selv ikke i rygende snevejr og med en blæsende tur hen over markerne som del af programmet: "Men så kunne det vise sig, at alle bybørnene var blevet hjemme på grund af vejret, og så blev vi også sendt hjem igen", fortæller Sigrid, som husker sin skoletid med stor fornøjelse – også lektielæsningen ved sommertid: "Min mor var som regel hjemme, når jeg kom fra skole, men om sommeren var hun af og til i skoven for at plukke hindbær til syltning. Nogle gange smurte jeg mig en mad og lagde mig i græsset udenfor og lavede lektier, indtil min far kom hjem. Så hyggede vi os. Andre gange gik jeg hjem med en veninde eller omvendt. Jeg gik også med aviser." Badeliv, for eksempel ved Avnsø, hørte ikke til rutinerne. Sigrid havde ikke lært at svømme, og var ikke fristet af vandet.

Skulle hun ønske sig en bid af sit liv tilbage, ville det være skoletiden, er hun kommet frem til: "Jeg hylede, da jeg skulle holde op", fortæller hun. Det skulle hun efter syvende klasse. Anderledes kunne det ikke være. Så kom mange piger ud som tjenestepiger, også Sigrid – men uden at hun fik smag for det, og det varede kun et enkelt år. 

I folkeskolen havde hun det ikke blot godt med lærerne, men også med kammeraterne, som flittigt skrev hendes regnestykker af, en enkelt gang med det resultat at en af hendes sjældne fejl blev mangfoldiggjort og afleveret til læreren af flere klassekammerater. Både velhavende og mindre velhavende gik sammen i skolen, uden at Sigrid mærkede meget til forskellene i hverdagen: "Lidt var der. Man mærkede forskellene lidt i skolen. Vi hørte jo til de fattige og fik også julehjælp fra kirken. Så blev det noteret i kirkebogen, at Frederik og Johanne Nelausen havde fået 75 kr. i julehjælp. Når vi skulle holde konfirmation og andre fester, holdt vi små fester og maste os sammen i huset", siger hun, men hun siger det uden fortrydelse og mindes ikke at være blevet nedladende behandlet eller have følt sig mindreværdig, fordi der nu engang var mange børn, meget hårdt arbejde og få penge i hendes familie:

"Alle gik sammen i én pærevælling. Gårdmænd, husmænd og så videre. Jeg mindes hverken snobberi eller mobberi, og vi oplevede egentlig ikke at være fattige eller at have det dårligere end andre. Det var ikke, så man følte sig trykket af det. Det hele var bare lidt strammere. Af tøj fik vi, hvad vi havde råd til at købe – og jeg havde da en celluloid-dukke. Jeg var sådan en tøs, der legede med dukkelegetøj." 

Sigrid havde fulgt godt med i timerne i folkeskolen og var dansklærer Axel Holm Christiansens yndlingselev. Efter at hun i et år havde gået til hånde på en gård i Nørre Hvalsø, lykkedes det ham at skaffe hende to år på Tølløse Højskole. Hun ville meget gerne gå mere i skole og slog til. På en eller anden måde blev det finansieret og var med til at berede vejen for, at hun senere fik kontorarbejde, men hun var ikke så glad for højskolen, som hun havde været for folkeskolen og måtte tilpasse sig nogle omgangsformer, som hun ikke havde været vant til og oplevede som snobbede. Til gengæld lærte hun lidt tysk og engelsk i Tølløse. I folkeskolen i Hvalsø blev der ikke undervist i fremmedsprog.

Lærer Christiansen var nok noget mere religiøs end de fleste. Han var kirkesanger og formentlig medvirkende til, at Sigrid gik i søndagsskole i missionshuset på Holbækvej og fik kontakt med KFUK-spejderne (Kristeligt Forbund for Unge Kvinder). I den forbindelse mindes hun nogle "fantastiske Skt. Hans-fester for børnene ude ved Tadre Mølle". Siden blev Sigrid også medlem af menighedsrådet, men en meget dyb religiøsitet var alt dette i hendes tilfælde ikke forbundet med. Hun gemte sig for pastor Villesen, da han kom vandrende over markerne for at yde sjælesørgeri, efter at hendes første forlovede havde mistet livet ved en ulykke. Og, fortæller hun lakonisk: "Hjemme hos min første forlovede bad de bordbøn, men min mand var ateist." Men Sigrid var gerne med, hvor der skete noget, uanset om det drejede sig om søndagsskole, om korsang eller om gymnastikundervisning i Borrevejle, og det kirkelige var en del af det fælles liv i den lille by.

 

 

Sangkor på scenen i Borrevejle. ca. 1940. Muligvis lærer Kofods sangkor fra Kirke Hvalsø skole. Ukendt fotograf. Lejre Arkiv.

Tølløse Højskole blev drevet af baptisterne fra 1928 til 1986.  Oprindelig var den blevet oprettet i Gistrup nær Ålborg med det formål at uddanne ledere til de danske Baptistmenigheder, men i 1928 flyttede den altså til Tølløse, hvor der var en aktiv baptistmenighed. Formålet var dobbelt. Man ville "vække og oplyse", fortalte en brochure i 1955, få år efter at Sigrid havde bevæget sig videre i livet, nu med kundskaber, der gjorde det muligt for hende at komme i lære som kontorelev på Roskilde Dagblad.

Soldaten sagde Heraus!
Som Sigrid husker det, var Hvalsø i hendes barndom og ungdom et sted, hvor de fleste var på fornavn med de fleste. Dog var de færreste på fornavn med de fine fruer, som stod i spidsen for husmorforeningen. Den blev stiftet den 28. januar 1942. Hele 84 deltog i den stiftende generalforsamling, hvilket gav grundlag for, at foreningen kunne blive en selvstændig forening under De Danske Husmoderforeninger, som var fra 1920.

Som ung meldte Sigrid sig ind i foreningen, der fortsat eksisterer og nu også har mænd blandt sine medlemmer. Dog er der ikke så mange medlemmer som i storhedstiden. Blandt datidens formænd, som alle var kvinder, husker Sigrid "lægefru Else Gulstad", der en overgang også var landsformand for foreningerne, samt "fru apotekerinde Jølner og fru bagermester Andersen – sådan sagde man dengang. Det var mændenes stilling, som talte, også i en husmorforening." Der blev arrangeret månedlige foredrag og banko med god tilslutning. Sammen med René sidder Sigrid fortsat i bestyrelsen for den nu godt tyve medlemmer store forening, som i mellemtiden er blevet omdøbt til Nutidens Kvinder.

Foreningen blev stiftet under besættelsen, som Sigrid – dengang en lille skolepige – har spredte erindringer fra, herunder at det var en fest, da broderen Gunnar, som var bud hos bageren, havde held til at skaffe tyggegummi på trods af, at alt var rationeret. Fra den mere alvorlige afdeling husker hun, at en lokal lægefamilie af jødisk herkomst måtte flygte en morgen på cykler til Gilleleje for at komme med båd til Sverige og sikkerhed. I dag undrer hun sig over, hvem der mon hjalp familien, for nogen må vel have hjulpet – og hvorfor var det nødvendigt for dem at cykle hele den lange vej til Gilleleje?

Først og fremmest husker hun, at skolen blev beslaglagt af besættelsestropperne: "En stor tankbil kom kørende ind i gården. Lærer Christiansen gav os besked om, at vi skulle pakke vores tasker. Så blev døren slået op med et brag, og en soldat råbte 'Heraus!' Det var skræmmende, Jeg glemmer det aldrig. Så længe krigen varede, måtte vi så gå i skole forskellige steder i byen, hvor man nu kunne finde plads til os", fortæller Sigrid.

Valborup skovriddergård blev brændt ned af tyske soldater som straf for skovridderens sabotagevirksomhed: "Fra vores hus kunne vi se flammerne og røgen. Skovridderen slap væk, og det lykkedes ham at komme til Sverige", siger Sigrid. Ved befrielsen i 1945 var hun lige netop ti år gammel og husker, at skovfogeden, som også havde været frihedskæmper, kørte gennem byen i en lille åben vogn og var lokal helt: "Alle var på gaden."

Alt i alt synes Sigrid, at "det var bedre herude dengang. Man kendte hinanden. Ostehandleren vidste, når der var et barn, som ikke kunne lide ost, og han kunne finde på at drille med det. Når man handlede i Brugsen, mødte man kun folk, som man kendte. Sådan er det ikke i dag. Der var også flere butikker, mange flere, og folk købte ind lokalt."

Mange butikker, men ingen børnehave
Når Sigrid i dag lukker øjnene, kan hun tage sig en gåtur fra jernbaneviadukten og op ad Hovedgaden og se alle butikkerne for sig, som gaden var omkring midten af 1950'erne. På højre side lå Irma, et parfumeri, en ostehandler, en manufakturhandel, en cykelhandler, en stor tøjforretning, et kransebinderi, en bank, en viktualiehandel med en ualmindelig god spegepølse, en damefrisør og en taxacentral. På venstre side før viadukten lå hotellet, hvor der blev holdt juletræsfester, og lokaler blev udlejet til selskaber, banko og danseskole: "Jeg gik til dans med en veninde, der hed Åse. Vi var også med til en opvisning – men da der blev danset tango, måtte vi trække os ud i kanten, for det kunne vi ikke."

 

 

Hovedgaden i Kirke Hvalsø set mod syd med jernbaneviadukten midt i billedet. Til venstre ses Hvalsø Hotel og til højre mejeriet Sølyst. Postkort ca. 1930 - 1960 Fotograf: Hvalsø Kiosk (F. Rasmussen), Lejre Arkiv.

 

Fra viadukten og op ad gaden på den venstre side lå så en fiskehandel, en skrædder, nok en bank, en lille købmandsbutik, der blandt meget andet solgte bolsjer i kræmmerhuse, en farvehandel, en guldsmed, et bageri, en brugs, mønsterbageriet, nok en købmand og så kom kirken og kroen efterfulgt af sygekassekontoret, en bedemand og en garnforretning.

Sigrids mand, Preben, så ikke noget til alle disse herligheder i løbet af ugen. Preben var bryggeriarbejder på Tuborg, og det lod sig ikke let forene med at bo i Hvalsø. Transporttiden var simpelthen for lang med de transportmidler, der var til rådighed – bumletog og ingen bil. Det var næsten ikke til at komme hjem, før man skulle afsted igen, så på hverdagene boede Preben hos sin mor på Østerbro. Kun i weekenden kom han hjem.

Også Sigrid havde dog arbejde i København, nærmere bestemt 31 års kontorarbejde på kosmetikvirksomheden L'Oreal, der havde kontor på Amager. Hun kunne ikke undslippe den trælse transport, for der var en lille søn at tage hensyn til. Der var ingen børnehave i Hvalsø – "den kom først, da René fyldte 6!" – så hver morgen stod Sigrid op kl. 5 og tog rutebilen med barnet til Osager, hvor han blev modtaget af sin moster Esther. Og så gik Sigrids tur videre med bus til Roskilde, tog til København og bus til Amager. Om eftermiddagen gik det den modsatte vej. Sigrid var træt, når hun kom hjem. Om morgenen hjalp det lidt, at hun havde en aftale med rutebilchaufføren om, at han skulle se efter hende. Hun kunne være lidt forsinket, for: "Det var hårdt at slæbe babyliften over snedriverne."

Købte huset af kommunen
På Renés 13-års fødselsdag i 1978 var Preben på vej hjem fra Tuborg til Hvalsø, da han blev ramt af en blodprop. Han nåede aldrig frem. Derefter boede Sigrid, René og Gunnar – en af Sigrids brødre – alene i huset, som de havde fået mulighed for at købe af kommunen, mens Preben levede:

"Kommunen ønskede at sælge huset. Sognerådet kom herop og så sig omkring, og vi blev spurgt, om vi ville købe det, og hvor meget vi ville betale for det. Det vil sige: De spurgte min mand og min bror, men ikke mig. Man spurgte ikke kvinder om den slags. Nå, vi fik tid til at tænke os om", fortæller Sigrid og fortsætter: "Vi havde ikke megen forstand på huskøb og store penge, men min bror Alfred foreslog, at vi skulle lægge ud med et bud på 90.000 kr., og det gik godt." Buddet blev næsten accepteret af kommunen: Prisen blev 100.000 kr., og den 14. juni 1974 blev der udstedt et skøde, som delte ejerskabet ligeligt  mellem Sigrid, Preben og Gunnar. De skulle altså hver stille godt 33.000 kr. Hvordan det gik for sig, kan Sigrid ikke huske, men der var jo flere banker i byen og en overgang også en sparekasse – og alle kendte alle.

Sigrid voksede op uden al den teknologi, som præger livet i dag. Der blev lyttet til hørespil og radioavis, men avis indgik ikke i budgettet. En telefon blev anskaffet omkring 1960, da en af brødrene skulle køre skrald sammen med en kammerat og derfor fik presserende behov for en telefon. Nummeret var Hvalsø 121. Bil blev det først til i starten af 1980'erne, da René var blevet voksen og fik kørekort.

Pjerrot og Columbine
I en del år havde Sigrid og hendes familie lov til, når særlige behov opstod, at bruge den telefon, som tilhørte parret i huset på den anden side af vejen. Dér boede Tivolis Pjerrot og Columbine, som var hyggelige naboer. Deres borgerlige navne var Carl Johan og Frida Hviid.

Carl Johan var Pjerrot i Tivoli fra 1938 til 1963 og medvirkede i over fyrre film frem til sin død i 1964. Frida var Columbine i omkring 15 år. Også hun medvirkede i mange danske film, og Sigrid husker, at når en af disse film blev vist på fjernsynet, styrtede Frida ind for at sikre sig, at hun blev krediteret. Det var indtægt, og hun skulle i hvert fald ikke snydes. Parret havde en lejlighed i Brønshøj, og deres hus på Lodderne var egentlig deres sommerhus, men efterhånden blev det til, at de boede der næsten permanent. Frida var glad for solbærrene, som voksede uden for Ne/ilausen-huset: "Hun gik og sang, mens hun plukkede solbær. Og hun havde et vækkeur med, fordi hun ikke ville gå der for længe", mindes Sigrid.

Siden Pjerrots og Columbines tid er nye naboer og genboer kommet til her og der i de nærliggende huse, og Hvalsø har haft parcelhusvokseværk, mens bilerne er blevet flere og butikkerne færre. Særligt det sidste er ikke en udvikling efter Sigrids hoved. Hun ville ønske, at Hvalsø igen fik en hovedgade med så mange butikker som tidligere. Hun har nok ikke den store udsigt til at få sit ønske opfyldt.
 

De 49 landsbyer - Kirke Sonnerup

Icon Description

En købmandssøn går på valsen...

Af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv 

...som malersvend, men ender også som købmand.

Lejre arkivs samlinger gemmer på en fascinerende historie om en købmandssøn fra Kirke Sonnerup, som fik så meget udlængsel at han uddannede sig som malersvend for at gå på valsen i årene 1902-04.

Købmandssønnen bliver født i 1880 i den nu forsvundne købmandsejendom, som blev opført i 1878 og som indtil 1991 lå på Sonnerup Gade 20 midt i Kirke Sonnerups gamle bydel med byens gadekær som nabo mod nord. I dag er der på den grønne kommunale græsplæne ikke nogen særlige spor efter den gamle købmandshandel.

 

 


Købmandshandelen Sonnerup Gade 20 ca. 1909
Foto: Lejre Arkiv

 

Købmanden er Peter Nielsen (1849-1928) fra Mørkøv, som var i ægteskab med Karen Sofie Vilhelmsen (1855-1931), en gårdmandsdatter fra Rye. Sønnen bliver født den 16. januar 1880 og døbes et par måneder senere den 14. marts 1880 i Kirke Sonnerup kirke. Han får navnet Vilhelm Peter Nielsen.

 
 

 


Vilhelm Peter Nielsen (foto taget under ophold i 1903 i Davos, Schweiz)
Foto: Lejre Arkiv

 

Vilhelm er allerede som dreng nysgerrig på den store verden, men vidste godt at chancerne for at komme "derud" var minimale, hvis han går i faderens fodspor som købmand. Som 12-13 årig følger han en malers arbejde på købmandsejendommen og bliver interesseret i malerfaget. Så efter konfirmation kommer han i malerlære hos malermester Hans Peter Rasmussen, Bellegårdsvej 1 i Lille Karleby.

Efter læretiden er overstået tager Vilhelm en vinter på Vallekilde Højskole. Da højskoleopholder er forbi skal der findes arbejde, og udlængslen gør at han rejser til Flensborg. Efter at være taget hjem i en kort periode for at få sessionen overstået, hvor han trækker frinummer, rejser han tilbage til Flensborg. I februar 1902 har Vilhelm tjent nok til at den store rejsedrøm skal opfyldes, så han siger sit job op og starter vandringen ned igennem Tyskland. I januar 1903 er han nået til München, og for at passere Tysklands sydgrænse, og fortsætte rejsen videre sydpå, er et rejsepas nødvendigt. Det får Vilhelm udstedt af det danske konsulat i München.

 

 


Kilde: Lejre Arkiv

 

Med rejsepasset i hånden kan "valsen" sydpå for alvor begynde. Vilhelm rejser videre ned igennem Schweiz og Italien. Efter vandring rundt igennem Italien ender Vilhelm i Trieste. Herefter går turen videre til Tyrkiet, hvor han dog får indrejseforbud på grund af nogle formaliteter. Turen går videre til Mellemøsten, hvor blandt meget andet Cairo i Ægypten og Jerusalem og Jeriko i "det hellige land" besøges.

Vi er i tiden, hvor hverken fotografiapparater endsige mobiltelefoner var hver mands eje. Så i stedet for tegnede Vilhelm flere af de steder han besøgte. Samlingen af tegninger findes i Lejre Arkiv.

Til sidst bliver det dog tid til at vende snuden hjemad, og turen tilbage til Danmark går op igennem Europa. Vilhelm ankommer i december 1904 sammen med rejsekammeraten Josva Ferdinand Dichmann til dennes hjemby Nykøbing Falster. I Nykøbing Falster får de to taget et sidste billede af dem som svende på valsen.

 

 

 

 
Josva Dichmann til venstre og Vilhelm Nielsen til højre med ranslen på ryggen, 1904
Foto: Lejre Arkiv

 

Vilhelm vender herefter tilbage til forældrenes købmandshandel i Kirke Sonnerup og tager arbejde på egnen som maler.

I 1908 køber Vilhelm malermester Carl Theodor Valentins ejendom på Thorsvej 4 i Torkildstrup for at drive sin malervirksomhed derfra. I købekontrakten er indføjet en klausul om, at sælgeren Carl Theodor Valentin ikke må bedrive sin maler profession indenfor 1 kilometers afstand af Torkildstrup.

Huskøbet er ikke tilfældigt, for året efter i marts 1909 bliver Vilhelm i Kirke Sonnerup kirke viet til Sida Marie Nielsen, en gårdmandsdatter fra Kirke Sonnerup, og stifter familie.

I 1915 beslutter Vilhelm sig til, at der skal ske noget andet. Han køber i juni 1915 ejendommen på Hovedgaden 16 i Kirke Hvalsø. Seks måneder senere i december 1915 får han næringsbrev til at drive detailhandel fra ejendommen, dog uden tilladelse til at sælge "stærke drikke".

 

 

 


Kilde: Lejre Arkiv

 

I 1918 sælger Vilhelm ejendommen på Thorsvej 4 i Torkildstrup til den tidligere ejer Carl Theodor Valentin, og koncentrerer sig nu om driften af købmandsforretningen i Kirke Hvalsø.

Ti år senere i 1928 skal der endnu engang ske noget nyt. Vilhelm sælger købmandsforretningen i Kirke Hvalsø til en købmand fra Roskilde, og køber i stedet for dennes købmandshandel på Sønderlundsvej 43 i Roskilde. Vilhelm får et nyt næringsbrev, denne gang med tilladelse til at sælge "stærke drikke". Åbenbart er behovet for at kunne betjene drikfældige større i Roskilde end i Kirke Hvalsø.

Forretningen på Sønderlundsvej må være gået godt, for endnu ti år senere i 1938 køber Vilhelm en parcel  af Vestermarken i Roskilde, den parcel som i dag er Havelodden 12. Han opfører det nuværende hus og flytter med sin familie dertil. I 1949 sælger Vilhelm ejendommen og flytter med hustruen tilbage til købmandsforretningen på Sønderlundsvej 43.

Vilhelms hustru Sida Marie dør i 1955 på Sct. Maria hospital i Roskilde, og syv år senere i 1962 dør Vilhelm i hjemmet på Sønderlundsvej 43. Et langt og begivenhedsrigt liv er forbi.

Hvis læseren gerne vil vide flere detaljer om Vilhelm Nielsens lange tur på valsen, så kan hans dagbøger m.v. studeres på Lejre Arkiv.

De 49 landsbyer - Kirke Såby

Icon Description

Da der blev handlet ved gadekæret...

Af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

Aastrup Gods har i gammel tid ejet et mindre antal ejendomme i Kirke Såby. En af disse ejendomme var ejendommen på Morsøvej 8. Huset i byen havde, udover sin have, en udelod ved Kirkeskoven. Igennem tiden var ejendommen og huset hjem for husmænd, håndværkere, daglejere og andet godtfolk.

Dette ændrer sig i 1858, hvor Hans Jordy fra Tølløse får adkomst på ejendommen efter afholdt auktion. Hans Jordy, som var født omkring 1792 i Bern i Schweitz, dukker første gang op i de danske folketællinger i 1834, hvor han er forpagter af hollænderiet*1) i Højsmarke under Frederiksdal Gods på Vestlolland. I 1845 er han opført som forhenværende forpagter af Vennerslund på Falster, i 1850 forpagter i Bregnerød i Nordsjælland og endelig i 1858 er han nået til Tølløse. Herfra flytter han og hans hustru Julie, født Spangenberg, til ejendommen på Morsøvej 8, hvor Hans Jordy åbner en høkerforretning*2). Hans Jordy dør i 1868, hvorefter hans hustru Julie overtager ejendommen og forretningen. Hun sælger dog allerede ejendommen i 1869 og flytter til sin datter og svigersøn på Tøpholm i Torup sogn i Nordsjælland, hvor hun dør i 1875.

På Morsøvej er en ny ejer kommet til, nemlig Ernst Johan Ingberti Gottschalck. I 1871, allerede to år efter overtagelsen i 1869, bliver der udstedt et fallitdekret mod Gottschalck, så han er ikke kommet så heldigt fra start. Fallitdekretet bliver offentliggjort i Dagens Nyheder 16. marts 1871:

Men åbenbart lykkes det ham at rejse den fornødne kapital, for allerede to måneder senere ophæves fallitdekretet. I årene herefter opbygger Gottschalck en god rentabel købmandsforretning. Og i 1900 sælger han forretningen til Conrad Petersen, som kommer fra København. Conrad Petersen sælger allerede forretningen to år efter og flytter til Roskilde. Han kommer dog retur til Kirke Såby i 1908, hvor han åbner en konkurrerende købmandsforretning på Omøvej 1, den forretning der siden har udviklet sig til den Dagli'brugs som i dag ligger på Rømøvej. Men det er en anden historie.

I 1902 køber Anders Peter Jacobsen forretningen på Morsøvej 8 af Conrad Petersen, og driver den videre som købmandsforretning i de næste ti år. I 1912 sælger Jacobsen forretningen til Hans Nielsen som flytter dertil fra Soderup. Hans Nielsen driver forretningen videre de næste 26 år. På billedet nedenfor fra 1929 ses købmandsforretningen stadig med den gamle tøjrebom foran. Siddende på trappen er det Hans Nielsens datter Inge Kirstine Nielsen, gift Vesthave. I 1938 sælger Hans Nielsen forretningen til Johannes Emil Hansen, som stammer fra Vellerup i Horns Herred, og Hans Nielsen flytter selv til et nyopført hus på Fynsvej 1, hvor han dør 102 år gammel i 1979.

 

 

Amatørfoto: Ukendt fotograf, Lejre Arkiv

Johannes Emil Hansen driver forretningen på Morsøvej indtil sin død i 1959. Herefter overtager hans hustru Johanne forretningen, men afhænder den i 1965 til sønnen Poul Hansen. Poul Hansen og hustruen Solveig viderefører forretningen indtil kort før jul 1989, hvor nøglen drejes om for sidste gang, og mere end 130 års købmandsvirksomhed ved gadekæret i Kirke Såby slutter.

*1) Hollænderi er en gammel betegnelse for mejeridrift med et større landbrug.
*2) En høker er en gammel betegnelse for en person, som under beskedne forhold sælger levnedsmidler og andre varer.

De 49 landsbyer - Kornerup

Icon Description

Da den røde hane galede...og lagde Kornerup i aske

Af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

Den 11. oktober 1865 kunne Roskilde Avis meddele læserne, at der var sket et eller andet katastrofalt i landbyen Kornerup vest for Roskilde. Kommunikationslinierne var dengang ikke som vi kender dem i dag, så avisen kunne kun bringe en kort notits:
 

 

 


Roeskilde, den 11te Oktober.
Efter Forlydende skal en stor Deel af Lands-
byen Kornerup, c. 1 Miil herfra Byen, i Nat
være afbrændt.

Kilde: mediestream.dk    

Avisen sendte en medarbejder til Kornerup, og dagen efter den 12. oktober kunne avisen fortælle læserne, at præstegården, to gårde og 13 huse (som senere viste sig at være 14 huse) var blevet lagt øde af en storbrand i byen. Ilden var angiveligt opstået mellem klokken 1 og 2 natten mellem 10. og 11. oktober i den østre længe af den firelængede præstegård, som lå foran kirken hvor Ravnshøjvej 7A nu ligger.
En tjenestepige, som tilfældigvis var vågen og oppe, opdager branden og alarmerer alle i præstegården. Der blæser en kraftig vind fra øst og få øjeblikke senere er hele præstegården omspændt af flammer. Det lykkes at få alle ud i live og at redde alle kirkebøger, på nær én, og alle gårdens heste, hvorimod alle øvrige husdyr og alle gårdens redskaber, indbo m.v. går til i flammerne. Sognepræstens familie og tjenestefolkene i præstegården får alarmeret de omkringliggende gårde og huse i Kornerup. Antageligvis sker dette også ved at en mand bliver sendt op i kirkens klokkespir og af al magt ringer med klokkerne. Grundet den kraftige blæst spreder branden sig hurtigt, men alle familier, tjenestefolk m.fl. kommer ud i live. Og bortset fra en del svin bliver alle husdyr også reddet ud, hvorimod alle arbejdsredskaber, indbo, klæder m.m. blev ofre for den røde hanes galen.

Da dagen gryede og solen stod op i øst kunne Kornerups beboere og tililende fra nabobyerne se det katastrofale omfang af branden og stadig slås med flammerne i de stadig brændende gårde og huse.
På nedenstående matrikelkort tegnet i 1860, dvs. fem år før branden, er de ramte gårde vist med grønne cirkler og de ramte huse med blå cirkler.

 

 

 

Kilde: Geodatastyrelsen

Som det fremgår af matrikelkortet, så blev alt lagt i aske fra og med gården på matr. nr. 6b nord i byen (den gamle Lysbjerggård) og til og med gården i syd på matr.nr. 10 (Vesterlund). I alt blev to gårde og ni huse på vestsiden af Ravnshøjvej flammernes bytte, og på østsiden brændte præstegården og de fem huse beliggende syd for præstegården, herunder den gamle tidligere skolebygning på matr. nr. 2 på hjørnet af Ravnshøjvej og vejen ned til Kornerupgård.

Da de sidste flammer var slået ned og de sidste gløder slukket, så kunne man konstatere, at i alt 21 familier bestående af ca. 80 personer var ramt. Heraf var de 18 fattige husmands- og indsidderfamilier, som kun i begrænset omfang, eller slet ikke, var brandassureret, hvorfor de led de største tab. Allerede få dage efter branden foranstaltede sognepræst Milo og sogneforstanderskabet ledet af sognefoged Frandsen, med hjælp fra de lokale aviser, en indsamling til fordel for de ramte familier. Allerede ni dage efter kunne aviserne fortælle, at der udover donerede klæder, husgeråd, indbo m.m. var indsamlet mere end 600 Rigsdaler.

Alle de ramte gårde og huse tilhørte Ledreborg Gods, som trådte i karakter og fik genopført de afbrændte gårde og huse i de følgende år, og byen kom langsomt på fode igen. Hvis man i dag graver i haverne til de berørte gårde og huse, og støder på sodlag, brændte træstykker eller lignende, så stammer det med al sandsynlighed fra denne bybrand.

Brandårsagen forbliver ukendt, men i dagene efter branden rejser spørgsmålet sig om hvorfor det kunne gå så galt, og som altid går "find den skyldige"-jagten ind. Dette kan man læse om i Sjællandsposten d. 14. oktober 1865, hvor det lyder som følger:

 

 

 

Der var mødt Sprøiter i Mængde, men deels
var Vandforsyningen høist mangelfuld, da Vandet
maatte hentes langveisfra, deels lod Betjeningen
af Slukningsredskaberne, som sædvanlig her paa
Landet, en Deel tilbage at ønske. Skylden herfor
ligger vel for en Deel deri, at Omorganisationen
af Brandvæsenet efter Loven af 1861 endnu ikke
fuldstændig er gjennemført; men Hovedskylden
maa dog lægges paa den Øvertskommanderende
ved Ildebranden, Herredsfogden i Leire Herred,
Kancelliraad de Coninck, der, saaledes som det
altid er Tilfældet, ikke mødte, og det uagtet Brand-
stedet kun ligger 3/4 Miil fra hans Bolig. Saa-
snart Ilden var opdaget, afsendte den vedkommende
Brandinspekteur et ridende Bud til Herredsfogden,
og da Ilden greb om sig, sendte han endnu et.
Det Sidste fik af Herredsfogden det charakteri-
stiske Svar. "For Satan! jeg har jo faaet eet
Bud derom; det er vel tidsnok at komme til
Middag!" Først mellem 4 og 5 om Eftermid-
dagen, altsaa 13 á 14 Timer efter Ildens Ud-
brud, indfandt han sig for at holde Forhør. Om
dette vil føre til noget Resultat, er vist meget
tvivlsomt, da Manden, foruden mange andre gode
Egenskaber, ogsaa har den at være stokdøv.

Kilde: mediestream.dk    

Vi lader journalistens slutbemærkninger være punktum for denne beretning.

De 49 landsbyer - Osted

Icon Description

Frihedskampen i Osted

af Erik Kildegaard Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

Der er ikke meget at glæde sig over i disse corona-tider, men det var der for 75 år siden, da 2. Verdenskrigs sluttede. Med de restriktioner vi lever med nu, kan vi måske bedre forstå den jubel, der lød, da 2. Verdenskrig var slut.

I dag er det læger og sygeplejersker, der er heltene. Dengang var det modstandsfolk, store som små, der var helte. Mod slutningen af krigen var der i Danmark 40.000 frihedskæmpere, som satte livet på spil i kampen mod et diktatur. I Osted var der en del mennesker, som fortjener en hyldest. Erik Kristensen, søn af lærer Kristensen på Osted skole, ledede en undergruppe af Borupgruppen.

Gruppen deltog i våbenmodtagelse i Bistrupskovene. Når kodeordet ”Grethe” lød i radioen kørte gruppen hurtig til Bistrupskovene efter de nedkastede våben. Våben og frihedskæmpere blev gemt i Bondeskov og på de nærmeste gårde. På Mannerup Møllegård blev de ansat som karle og på pensionatet syd for Bondeskov blev frihedskæmperne gemt i små værelser. 

Mod slutningen af krigen blev der installeret nogle unge ungarnske soldater i gymnastiksalen på Osted centralskole. De skulle holde øje med, om borgerne i Osted overholdt spærretiden Kl. 21.00. 
Jørgen Olsen, der var elev på Efterkskolen, men boede på Byvejen, fortæller, hvordan han måtte forlade skolen inden kl. 21.00. Osted kro måtte holde baller om eftermiddagen, for der stod vagter over alt, og det kunne give voldsomme repressalier, hvis tiden ikke blev overholdt. 

Efter megen diskussion besluttede Osted idrætsforeningen at spille fodboldkampe mod de ungarske soldater. Hansigne Kjær fortæller til Lokalavisen/ Midtsjælland d. 13. dec. 1989: ”jeg husker at Svend Møller og Niels Kjær (Min mand) fik arrangeret en fodboldkamp mellem Osted og de ungarnske soldater, der skrives og tales om at Puskas, den senere så berømte fodboldspiller skulle have været med i denne kamp, men det mener jeg ikke.”

Det største indtryk af tyskerne fik borgerne i Osted efter befrielsen, da de mange soldater gik hjem til Tyskland. Nogle marcherede, andre blev kørt i hestevogn og atter andre havde ”fundet” en cykel. På Osted kro byttede en af medarbejderne en cykel med et fint kamera. Cyklen blev taget fra tyskeren i Korsør. Tyskerne måtte ikke holde ind nogen steder, derfor så de sølle og slidte ud. De skulle hjem til et sønderbombet Tyskland, og måske havde de ikke et hjem mere.

 

 

Tyske soldater marcherer ud af Osted efter Danmarks befrielse i maj 1945, Gertrud Schollert, Maj 1945.

 

De første dage efter krigen blev der etableret en skyttegrav i Kirkebjerg af frihedskæmperne. De søgte efter danske stikkere og de danske tyskvenlige piger, der prøvede at komme til Tyskland med de tyske soldater. 
Hansigne Kjær fortæller: ” En søndag holdt der 3-4 lastbiler uden for kroen, mens soldaterne var inde og spise. Pludselig lød der nogle skud og brag uden for. Ruderne blev knust i de omliggende huse. Soldaterne smed sig ned på gulvet. De var meget bange. Det viste sig senere, det var skolelærer Kristensens søn Erik, der var kommet forbi og havde smidt nogle bomber ind i lastbilerne. Senere viste det sig at det bl. a. var den kendte stikker Ib Birkedal Hansen og hans medhjælper ”. Ib Birkedal Hansen var under 2. verdenskrig den højst placerede dansker i Gestapo.

I lange perioder under krigen var Osted Kro beslaglagt af tyskerne. De arbejdede på at bygge en telegrafledning bag om kroen. Da frihedsbudskabet  kom, var der mange tyske officerer i kroens sal. De faldt hinanden om halsen af glæde. De tyske soldater var også glade for at krigen sluttede.

Længe efter krigen blev der fundet våben på loftet af Osted Centralskoles gymnastiksal. Det menes, at det var Erik Kristensens gruppe, der havde gemt dem der, men der er ingen beviser.
Mange danskere led under restriktionerne, men det var intet mod det frihedskæmperne led. Vi har levet i fred og frihed i 75 år og vi må ikke glemme at takke de mange, der gjorde en indsats mod diktaturet.

De 49 landsbyer - Rorup

Icon Description

Massakren ved Rorup

af Erik Kildegaard Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

Natten mellem den 8. og 9. august 1944 er en tysk lastbil med presenning, ”Prærievogn” på vej mod Frøslevlejren med 12 danske mænd. Lige før de nåede Rorup på hovedvej 14, svingede lastbilen ind til siden. Den tyske kommandant, Erich Bunke, bragte bilen til standsning og fangerne, der var iført håndjern, blev kommanderet ud "på naturens vegne". 

Ib Birkedal Hansen, leder af Gestapo, sad i Prærievognen sammen med de danske frihedskæmpere, og så snart de havde fødderne på jorden, sagde han på dansk, at de skulle flygte over marken. Inden de havde taget et skridt, bragede skuddene løs. Et hold tyske soldater lå i baghold med deres maskinpistoler. Modstandsfolkene blev brutalt mejet ned med maskinpistoler. 11 unge mænd lå døde på marken og i grøften. Skudt bagfra i nakken og i ryggen så brystkassen var flået op. 

De dræbte modstandsfolk blev kørt til København og smidt i en dynge i Shellhusets kælder. Nogle dage senere blev de begravet på et område ved Svanemøllens Kaserne, hvor Mindelunden blev etableret efter befrielsen. Per Sonne nåede at smide sit ur, så kunne eftertiden finde det og få bekræftet, hvad der var sket med fangerne.

Tyskerne angav at frihedskæmperne var ”skudt under flugtforsøg”, men de angav ikke hvor. Dagen efter var der stor forvirring i Roskilde om gerningsstedet. Det blev amtsvejmand Oluf Andersen, der fandt de tomme patronhylstre og en mænge blodspor. Han satte myndighederne ind i sagen. Et par dage senere fandt en landmand Per Sonnes ur.  
Mindestenen ved Rorup                                                  

Folkene på Rorup og Osted egnen begyndte efter nogen tid efter krigen at ønske et mindesmærke på stedet. De 11 frihedskæmpere havde kæmpet i overensstemmelse med deres samvittighed for vores frihed og for dansk ret. Derfor blev der nedsat en lille komite med Mejeriejer Valdemar Hansen som formand. Komiteen satte en indsamling i gang, og der var stor tilslutning. Folk fra egnen støttede med store pengebeløb. 

Ved afsløringen af stenen fredag d. 9. august på 2. års dagen for nedskydningen talte formand Valdemar Hansen. Først tog han det store Dannebrogsflag af, som var lagt over stenen. Derefter nævnte han navne på alle de dræbte mænd, inden han gik over til at holde talen. Forstander Niels Petersen, Osted Fri og Efterskole, sammenlignede de gamle helte og folkesagn med frihedskæmperne. Deres kamp mod den stærke tyske hær var heltemodig. Derefter talte Per Sonnes forældre, og til slut blev der sunget de sange, som de indsatte altid sang i cellen. ”Altid frejdig når du går” og ”Dig elsker jeg, mit fædreland”. 

Efter mindehøjtideligheden ved stenen, hvor der deltog flere hundrede mennesker, kørte familie og arrangører til Osted kro. ”Denne dag blev indledningen til en række mindedage. Hvert eneste år den 9. august samles alle de pårørende, sammen med en flok af egnens folk. Der var kranse og mange blomster. Det blev senere en fast skik, at Dora og Niels Pedersen indbød alle til et samvær bagefter på Osted fri og efterskole”.(2)

Efterhånden som tiden gik, faldt familie og venner bort, men hvert 5. år arrangerer Rorup præst og menighed en gudstjeneste i kirken, og derefter mødes de med blomster og kransenedlæggelse ved stenen. Det foreløbigt sidste arrangement var ved 75 års dagen den 9. august 2019. Mindehøjtidelighed begyndte med en kort andagt i Rorup Kirke kl.18, hvorefter man samledes ved stenen for at lægge blomster og kranse. Derefter var Osted Fri- og Efterskole vært til en kop kaffe og æblekage.

Litteraturliste:
1)    Wikipedia.
2)    Hansen Valdemar: 90 unge år s. 228
3)    Lejre Lokalhistorisk Arkiv, Hvalsø
 

De 49 landsbyer - Rye

Icon Description

Møllerens mølle malede meget mel...

af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

...ikke med plast- eller linoliemaling, men derimod ved hjælp af tunge møllesten. Dem vender vi tilbage til sidst i denne fortælling.

Når man kører ad Munkholmvej mod vest og nærmer sig landsbyen Rye, så når man et vejkryds, hvor vejen til venstre fører mod Torkildstrup og vejen til højre fører ind mod Rye by. Vi drejer til højre ind mod Rye og umiddelbart på højre siden af vejen får vi øje på en gård, som ligger på adressen Nordre Ryevej 51. Gården ser i dag relativt anonym ud, men i særdeleshed de ældre i sognet kender gården under navnet Rye Møllegård.

 

 

Rye Møllegård 1956. Kilde: Lejre Arkiv

Gården har tidligere hørt under Ryegård Gods, og allerede i et fæstebrev udstedt 1739 til Marcus Christiansen kan man finde gården benævnt Rye Møllegaard, så der har allerede på dette tidspunkt været møllevirksomhed på gården. I fæstebrevet er det anført at der er "møller" på gården, altså mere en én. Den ene mølle har været en mølle drevet af vinden, og den anden en gammeldags hestemølle, dvs. en møllekværn, som drives af en hest gående i en rundgang. Hestemøllen blev anvendt i tilfælde af manglende vind. Marcus Christiansen dør i 1765, men hans enke driver møllevirksomheden videre i 20 år, i de senere år med hjælp af en møllersvend Peder Hansen. Peder Hansen, som har tilnavnet Velllerup, muligvis fordi han stammer fra Vellerup højere oppe i Horns Herred, overtager forpagtnngen af møllen ved enkens død i 1785.

I en forpagtningskontrakt dateret 1830 overtager Ole Jørgensen Hellemann (som kaldte sig Jørgen Hellemann) forpagtningen af gården og møllerne. Ole Jørgensen Hellemann var født i 1777 i Hillerød og blev af sin far oplært som garver. I 1802 fik han forpagtning af Eghom garveri i Langtved, en forpagtning han fornyede i 1812. Efter dette blev han hentet til Ryegård, fik forpagtningen af Ryegårds avling og tog ophold med sin familie i Ryegårds forpagterbolig. Som nævnt fik han forpagtning af Rye Møllegård i 1830, hvilket muligvis var tiltænkt som en slags aftægtsbolig - hvem ved. Men han døde allerede året efter i 1831 og hans enke indsætter en møllersvend Frederik Valentin Dame (senere ejer af en mølle i Ballerup ved København) som møllebestyrer. Hellemanns enke Ane Dorthea f. Caspersen forbliver boende i Ryegårds forpagterbolig indtil 1837, hvor stedsønnen Jørgen Hellemann (f. 1813) får forpagtningen af Ryegårds avling og flytter ind i forpagterboligen. Jørgen Hellemann var i øvrigt bror til Carl Nicolai Hellemann, som en langt årrække var sognepræst i Rye. Stedmoderen Ane Dorthea flytter fra forpagterboligen til møllegården, hvor hendes søn Philip Julius Nikolaj Hellemann bliver indsat som møllebestyrer. Han overtager forpagtningen af mølle og møllegård i 1870.

Den af vinden drevne mølle, eller "vejrmølle" som sogneprotokollen anfører ved matrikuleringen i starten af 1800-tallet, var en såkaldt stubmølle, som kendes helt tilbage fra middelalderen og i det her tilfælde er opført senest i starten af 1700-tallet, men måske i realiteten engang nede i 1600-tallet.

 

 

Rye stubmølle ca. 1900. Kilde: Lejre Arkiv

Til forskel for de senere hollandske møller, hvor kun møllehat og møllevinger krøjer i forhold til vinden, så krøjer hele møllehuset, møllevinger med videre i en stubmølle omkring en lodret stolpe, som går fra fundamentet og op igennem møllehuset til møllens top. I Rye stubmølle var stolpen en træstamme med en diameter på ca. 60 centimer. Ikke overraskende kunne møllen svaje en del når den kørte for fulde sejl i god møllevind. Hvis man vil se en stubmølle i fuld størrelse ude i virkeligheden, så kan man se en sådan i Holbæk Strandpark, hvor den over 300 år gamle stubmølle fra Søndersted er opstillet. Rye Møllegårds stubmølle stod på en bakkeknold ca. 200 meter øst for Møllegården.

Stubmøllen kunne kværne 8-10 tønder korn  i timen - 4-5 gange mere end hvad hestemøllen kunne præstere. Hestemøllen var dog ikke førstevalget i tilfælde af vindstille. Det kunne i så fald bedre betale sig at køre kornet til en af egnens vandmøller og få det malet dér. Hestemøllen på gården var absolut sidste udvej, hvis alt andet fejlede.

På møllegården var der også bageri, og ud af en tønde rugmel kunne man bage 20-24 rugbrød á 12 pund hver. Sigtemel blev der også produceret i møllen, og bageriet bagte sigtebrød i størrelserne 16, 12, 10 og 7 1/4 pund. Brødet blev fortrinsvis solgt på egnen.

Arbejdet i møllen var ikke ufarligt og den 18. juni 1854 gik det grueligt galt. Den ugifte møllersvend Niels Nielsen var på arbejde i møllen, da mølleværket fik fat i det ene ærme i hans arbejdsjakke. Mølleværket trak armen ind og knuste den, og selvom Niels Nielsen rev og flåede for at komme fri, så tog mølleværket også hans krop som blev knust. Niels Nielsens mor Anna Margrethe Hansdatter og hans stedfar murer Ludvig Christian Melau boede i Vennelysthuse, hvorfor han fem dage senere blev begravet på Kirke Såby kirkegård. Kan ikke have været en rar opgave at skulle rydde op i møllen efter dette ulykkestilfælde.

Engang i 1880erne indsætter Philip Hellemann sønnen Theodor Valdemar Hellemann som møllebestyrer, og i 1892 overtager han forpagtningen efter sin far. Theodor Hellemann driver gård og mølle videre indtil 1913, hvor mølledriften ikke længere kan betale sig og Ryegård sælger møllen til nedrivning ved offentlig auktion. Møllen bliver angiveligt solgt til en karetmager Lauritz Jensen for 150 kr. Træet føres bort og anvendes til andre formål medens de store møllesten forbliver på gården.

 

 

Roskilde Avis 21. oktober 1913. Kilde: mediestream.dk

Efter Theodor Hellemanns død i 1916 overtager sønnen Jens Vilhelm Julius Holger Hellemann forpagtningen af møllegården. Han dør dog allerede i 1928, og hans enke Valborg Jensine f. Tolver (født på Højbrogård i Store Karleby) bliver seks år senere i 1934 viet til Hans Lauritz Nielsen fra Torkildstrup, som bliver ny forpagter. Hans Lauritz Nielsen dør i 1948, og enken fraflytter gården. Ny forpagter bliver Sigurd Poul Adam fra Vester Såby, som samme år er blevet viet til Inga Dagmar Sofie f. Madsen. Sigurd Adam bliver også sidste forpagter af gården, for natten til den 9. december 1963 anstiftes, angiveligt af en lokalt boende pyroman, en brand på gården som nedbrænder. Året efter i 1964 bliver nye bygninger opført og Ryegård sælger herefter gården til Sigurd Adam for 200.000 kroner.

Og så var det de gamle møllesten. Sigurd Adam havde en søster Karen Marie Adam, som var gift med Arne Peter Kjær Andersen, købmand på Odinsvej 13 i Torkildstrup. Kjær Andersen, som han kaldte sig, fik en af møllestenene transporteret hjem til Torkildstrup og opstillet i haven. Da Kjær Andersen i 1994 flyttede til Grønnehave i Ejby fik vognmand Egon Larsen, Kirke Hyllinge, opgaven at flytte den gamle møllesten dertil. I dag kan den sidste kendte rest af den mere end 300 år gamle stubmølle fra Rye således ses i Grønnehaves atriumgård.

 

 

Karen og Kjær Andersen ved møllestenen i Grønnehave, 1994. Kilde: Lejre Arkiv

De 49 landsbyer - Torkilstrup

Icon Description

Hvordan en blev til to ... en gårdhistorie fra Torkilstrup

Af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

På Heimdalsvænget 3 i Torkilstrup ligger gården Elstedgård. Gården er i slutningen af 1700-tallet en fæstegård under Københavns Universitets Gods. I folketælling fra 1787 kan man se, at fæsteren er Jørgen Hansen, gift med sin anden hustru Else Christensdatter med hvem han har to sønner og tre døtre. Jørgen Hansen dør kun 57 år gammel og bliver begravet på Kirke Såby kirkegård 6. januar 1792. Hustruen Else bibeholder fæstet, men hvad skal der ske med gården og dens drift?
 
I 1790erne var det meget normalt at gårdene bliver udflyttet fra landsbyerne, og det kom på en anderledes måde også til at ske med Elstedgård. Der blev indgået aftale med Jørgen og Elses ældste søn Jens Jørgensen, da 22 år, at han skulle forestå udflytningen af gården og modtage denne i fæste når udflytningen var afsluttet, hvilket skulle være sket senest i 1794. Samtidigt beholdt Else den gamle Elstedgårds gårdsplads med bygninger og et mindre jordtilliggende, så den gamle gård i praksis bliver omdannet fra en gård til et boelsted. Else bliver boende på boelstedet, og selv om hun på daværende tidspunkt kun var 45 år gammel, så bliver hun ikke gift igen. I 1812 får Else arvefæsteskøde på boelstedet Elstedgård. I skødet 1812 er boelstedet anført med navnet Elstedgård, og det antyder at det har været gårdens navn langt tilbage i tiden. Allerede året efter i 1813 sælger hun gården til svigersønnen Mogens Jensen Klarskov, som er gift med Jørgen og Elses datter Bodil. Mogens Jensen Klarskov tager ikke bopæl på boelstedet men indsætter en bestyrer af ejendommen. Mogens bor derimod i Skyttehuset på Lindholmvej 1 i Abbetved, hvor han driver guldsmedevirksomhed for den gamle plet- og knapfabrik i Kirke Såby. Hans svigermoder Else flytter i 1822 ud til Skyttehuset, hvor hun dør i 1830. Mogens sælger Elstedgård i 1850, og gården er dermed ude af familiens eje. I løbet af 1800-tallet lykkes det i øvrigt at få så meget jord tilført boelstedet, primært i Torkildstrup Enghave, at ejendommen igen får status af gård.

Den i 1792-94 udflyttede gård, som får et jordtilliggende modsvarende den gamle Elstedgårds jorder, får gårdsplads ved den nyanlagte Landevej og får navnet Toftegård. Gårdmandssønnen fra Elstedgård Jens Jørgensen flytter ind og bliver gift med Mette Paulsdatter fra Orehøjgård i Gammel Lejre. I marts 1800 får de datteren, Ane, men allerede en måned senere i april 1800 dør Jens på grund af et "Beenbrud ved at ride", som præsten har noteret i kirkebogen. Allerede i november 1800 gifter enken Mette sig med Jørgen Larsen kaldet Ølsted, som indtil da var ladefoged på Ledreborg, og som ved giftermålet overtager gården. I 1809 frikøber Jørgen Larsen gården fra Københavns Universitets Gods og gården kaldes nu Egetgård. Jørgen Larsen dør 15 år senere i 1824, hvor gården i kirkebogen er anført med navnet Egebjerggård. Dette navn står dog nok for præstens egen regning for seks år senere i 1830 anføres gården igen med navnet Egetgård.
Året efter Jørgen Larsens død i 1825 sælger Mette Paulsdatter gården til Peder Nielsen fra Kirke Såby og får aftægtsbolig på gården. Da Jens og Mettes datter, tidligere nævnte Ane, samme år gifter sig med Jørgen Christiansen (Klarskov) (en nevø til ovennævnte Mogens Jensen Klarskov) og flytter til Store Grandløse ved Holbæk er den udflyttede gård familiemæssigt endegyldigt adskilt fra Elstedgård. I dag kender vi den udflyttede gård som Egegård på Landevejen 125.
 

De 49 landsbyer - Vester Såby

Icon Description

En fotograf kom forbi....et af Lejre Arkivs ældste fotos

af Leif Rasmussen, frivillig ved Lejre Arkiv

Omkring 1875 kom en omrejsende fotograf til Vester Saaby, hvor hans stillede trefoden med kamera op på gaden ved det sydøstlige hjørne af byens gadekær og tog et billede mod vest. Det ser ud til at være en vindstille sommerdag, hvor en mand roder i gadekæret medens en kvinde kigger på - og måske også kigger nysgerrigt efter fotografen. På gaden studerer en af byens andre beboere også nysgerrigt fotografens opstilling. Fotografiet var stadig noget nyt og spændende på den tid.
Bag hækken i midten af billedet ser man gavlen af læreenkesædet, og til venstre for dette gemt bag endnu en hæk anes det stråtækte tag og skorstenen til Vester Saaby gamle skole, som var skole fra 1811 indtil den blev revet ned omkring 1878, hvor skolebygningen blev erstattet af den bygning som i dag ligger på Nellikevej 1.

 

 

 


I den gamle skole huserede skolelærer Hendrich Christian Achen indtil 1842, hvor han døde 63 år gammel. Han efterlod sig sin enke Kirstine Marie Røring Achen, født Praëm, og en stribe børn. Efter skolelærer Achen kom skolelærer Anders Hansen til. Men hvad skulle man nu gøre ved enken, for skolelærer Hansen skulle bo i skolens beboelse? Men det havde Aastrup Gods råd for. I 1827 havde skolelærer Achen fået fæste på et ubebygget vænge ved siden af skolen, og i 1843 lod Aastrup Gods opføre et beboelseshus på stedet. Lærerenke Achen flyttede ind, Anders Hansen kunne få beboelsen på skolen og problemet var løst.


Ikke overraskende fik huset på Nellikevej 3 i folkemunde navnet "Lærerenkesædet", og i 1845 overdrog Aastrup Gods huset til Saaby-Kisserup pastorat med en klausul om at det udelukkende måtte anvendes som bolig for lærerenker fra Vester Saaby skole. I 1877 overdrages lærerenkesædet til Saaby-Kisserup kommune, hvor Aastrup Gods samtidigt giver tilladelse til at huset må anvendes som aftægtsbolig for alle skoler i kommunen. Enkefru Achen dør på stedet i 1884, og huset bliver herefter igennem tiden beboet af fratrådte skolelærere, deres enker og ugifte lærerinder.

 

 

Lærerenke Kirstine Marie Røring Achen, f. Präem

 

Efter at skolevirksomheden ophører i 1961 bortsælger Saaby-Kisserup kommune i 1962 den gamle skole på Nellikevej 1. Og i 1968 bortsælges tillige lærerenkesædet på Nellikevej 3. Begge ejendomme bliver privatbeboelse og skolehistorien i Vester Saaby slutter endegyldigt.